Tusind Sole: The Gold Diggers

Når man ser Sally Potters debutfilm, The Gold Diggers (1983), giver det ikke bare mening; det fylder også beskueren med eufori, at holdet bag kameraet udelukkende bestod af nogle af de dygtigste kvinder i filmbranchen, heriblandt fotografen Barbara Mangolte og komponisten Lindsay Cooper. Da filmen i sin tid udkom, vækkede den dog mere forargelse end respekt hos anmeldere, der kaldte historien for uforståelig og oplevelsen af at se den torturagtig.

I The Gold Diggers tager Potter, som skrev manuskriptet med sin samarbejdspartner Rose English (der også stod for filmens scenografi), sine to hovedkarakterer Celeste (Colette Lafont) og Ruby (Julie Christie) på en labyrintisk togt på jagt efter meningen mellem kvinder, guld og værdi. Det er kapitalismens og patriarkatets historie oplevet på ny som en feberdrøm, fremmanet af to nysgerrige kvinder, der taler og danser, læser og leder efter den nydelse, de mener at være blevet frataget. Som karakteren Celeste, der arbejder i en bank, på et tidspunkt siger; “I mit arbejde flyder pengene gennem min krop. Men hver dag får jeg mindre, end jeg giver.